Den klassiske forklaring er ofte, at vi har en stram muskel, en svag muskel eller en dårlig arbejdsstilling. Det kan nogle gange være en del af forklaringen. Men nyere forskning indenfor smertevidenskab, motorisk læring og psykofysiologi peger på, at kroppen ofte er langt mere kompleks end som så.
Måske er spændingen slet ikke problemet. Måske er den kroppens løsning.
Kroppen fungerer som et samlet system
Når kroppen oplever belastning – fysisk eller psykisk – forsøger den hele tiden at skabe stabilitet. Det gør den blandt andet ved at ændre muskelspænding, åndedræt, holdning og bevægemønstre.
Derfor hænger kæbe, nakke, brystkasse, diafragma, bugvæg, bækkenbund og hofter langt tættere sammen, end de fleste forestiller sig:
- Hvis bevægelsen i brystkassen bliver mindre, kan lænden komme til at bevæge sig mere.
- Hvis bugvæg og bækkenbund konstant holder spænding, kan diafragma få sværere ved at bevæge sig frit.
- Hvis diafragma ændrer sin funktion, begynder nakkens muskler ofte at hjælpe mere til under vejrtrækningen.
Pludselig føles det, som om kroppen består af en masse separate problemer. Men måske er det forskellige udtryk for den samme overordnede strategi.
Hjernen forsøger hele tiden at forudsige
Noget af det mest spændende indenfor moderne neurovidenskab er teorien om predictive processing.
Den beskriver, hvordan hjernen ikke blot registrerer kroppen passivt. Den forsøger hele tiden at forudsige, hvad den kommer til at mærke, baseret på tidligere erfaringer. Hvis kroppen gennem længere tid har været under pres, kan hjernen begynde at forvente spænding, uro eller smerte.
Det betyder ikke, at oplevelsen er “indbildt”. Tværtimod for oplevelsen er virkelig, men den formes af et samspil mellem kroppens signaler og hjernens forventninger. Derfor handler forandring ikke kun om at få musklerne til at slappe af. Det handler også om gradvist at give hjernen nye erfaringer, så den begynder at forvente noget andet.
Åndedrættet er mere end luft
De fleste tænker på åndedrættet som en måde at få ilt ind og kuldioxid ud.
Men åndedrættet er også en central del af kroppens bevægelses- og reguleringssystem.
Diafragma arbejder sammen med ribben, bugvæg og bækkenbund om at skabe bevægelse og stabilitet. Samtidig er åndedrættet det eneste af kroppens store fysiologiske systemer, som både fungerer automatisk og kan påvirkes bevidst. Derfor kan små ændringer i åndedrættet nogle gange ændre langt mere end selve vejrtrækningen.
Ikke fordi åndedrættet er en mirakelkur, men fordi det påvirker den måde, hele kroppen organiserer sig på.
Kroppen lærer hele livet
En af de vigtigste erkendelser er måske denne:
Kroppen er ikke låst fast.
Hjernen ændrer hele tiden sine forventninger på baggrund af de erfaringer, vi gør os. Det betyder, at nye bevægelser, nye måder at trække vejret på og nye oplevelser af kroppen kan blive til ny læring.
Ikke fra den ene dag til den anden, men gradvist. Derfor er målet heller ikke at kontrollere kroppen eller fjerne alle spændinger men at gøre kroppen til et sted, hvor der igen er plads til bevægelse, variation og tryghed.
Når det lykkes, opdager mange, at de ikke kun bevæger sig anderledes. De begynder også at opleve kroppen anderledes. Og måske er det netop dér, den største forandring opstår.
Det her kan du selv gøre
Hvis du kun tager én ting med fra denne artikel, så kunne det være:
Bliv mere nysgerrig på din krop, end du er optaget af at fikse den.
Næste gang du mærker spændinger, så prøv at lade være med straks at spørge: “Hvordan får jeg det her til at gå væk?”
Prøv i stedet at undersøge:
- Hvordan trækker jeg vejret lige nu?
- Er mine skuldre, hænder eller kæbe spændte?
- Bevæger mine ribben sig frit?
- Har jeg siddet stille længe?
- Hvordan ændrer kroppen sig, hvis jeg går en rolig tur, drejer brystkassen, slipper kæben eller tager et par langsomme udåndinger?
Du behøver ikke finde det rigtige svar med det samme, for målet er ikke at kontrollere kroppen, men at begynde at forstå den.
Mange oplever, at netop den nysgerrighed bliver starten på en helt ny relation til kroppen. En relation, hvor spændinger ikke længere kun ses som et problem, men som værdifuld information om, hvordan kroppen forsøger at passe på os.
