De fleste mennesker med angst kender oplevelsen;
Hjertet banker hurtigere.
Der opstår en trykken i brystet.
Åndedrættet føles anderledes.
Der opstår en fornemmelse af ikke at kunne få luft nok.
For mange bliver disse kropslige fornemmelser hurtigt ledsaget af bekymrede tanker: “Hvad sker der?”, “Er der noget galt?” eller “Mister jeg kontrollen?”
I mange år har angst primært været forstået som et problem, der udspringer af tanker og følelser. Forskning op gennem 00’erne og start 10’erne peger imidlertid på, at kroppens signaler spiller en langt større rolle, end man tidligere har troet. Særligt åndedrættet ser ud til at have en tæt forbindelse til oplevelsen af angst.
Kroppen og hjernen er i konstant dialog
For at forstå sammenhængen mellem angst og åndedræt er det nødvendigt først at forstå et begrebet, interoception.
Interoception beskriver hjernens evne til at registrere og fortolke signaler fra kroppens indre. Det kan være signaler som:
- hjerteslag
- spændinger i musklerne
- temperaturforandringer
- sult og mæthed
- åndedrættets rytme og bevægelser
Disse signaler sendes konstant fra kroppen til hjernen, som løbende forsøger at vurdere, hvad de betyder.
Hos de fleste mennesker foregår denne proces uden større opmærksomhed. Men hos mennesker med angst ser det ud til, at hjernen ofte bliver ekstra opmærksom på kroppens signaler og samtidig mere tilbøjelig til at fortolke dem som potentielle tegn på fare.
En let ændring i åndedrættet kan derfor opleves som mere alvorlig, end den egentlig er. En fornemmelse af at skulle trække vejret dybere kan blive tolket som mangel på luft. En spænding i brystkassen kan opleves som et tegn på, at noget er galt.
Forskning peger på, at det ikke nødvendigvis er selve signalet fra kroppen, der skaber angsten, men den betydning hjernen tillægger signalet.
Når åndedrættet bliver en del af angstspiralen
Åndedrættet har en særlig rolle blandt kroppens mange signaler.
I modsætning til de fleste andre fysiologiske processer foregår vejrtrækningen både automatisk og bevidst. Den reguleres af hjernestammen uden, at man behøver tænke over det, men den kan samtidig påvirkes med vilje.
Netop derfor har åndedrættet en unik forbindelse til oplevelsen af angst.
Forskningen beskriver en proces, hvor kropslige fornemmelser og tanker kan forstærke hinanden:
- En ændring i åndedrættet registreres
- Hjernen vurderer signalet som potentielt truende.
- Der opstår bekymring eller frygt.
- Kroppens alarmsystem aktiveres.
- Åndedrættet ændrer sig yderligere.
- Bekymringen vokser.
Dermed opstår en selvforstærkende cirkel, hvor både krop og tanker bidrager til oplevelsen af angst.
Dette kan være med til at forklare, hvorfor mange mennesker oplever, at angst føles så fysisk. Angst er ikke kun noget, der foregår i tankerne. Den leves og mærkes i kroppen.
To sider af oplevelsen af at trække vejret
Forskning inden for respirationsfysiologi beskriver, at hjernen bearbejder åndedrættet gennem to forskellige systemer.
Det ene system registrerer de konkrete detaljer:
- Hvor hurtigt går åndedrættet?
- Hvor dybt er det?
- Hvor meget modstand er der?
Det andet system vurderer den følelsesmæssige betydning af oplevelsen:
- Føles det trygt?
- Føles det anstrengende?
- Føles det ubehageligt?
- Skaber det uro eller ro?
Det betyder, at to mennesker kan opleve den samme ændring i åndedrættet på vidt forskellige måder.
Hvor den ene blot registrerer forandringen, kan den anden opleve den som truende.
Dette er en vigtig indsigt, fordi den viser, at oplevelsen af åndedrættet ikke kun handler om fysiologi. Den handler også om hjernens fortolkning.
Angst handler ikke nødvendigvis om at mærke for meget
En interessant del af forskningen udfordrer en udbredt antagelse om angst.
Man kunne tro, at mennesker med angst er særligt gode til at registrere kropslige signaler. Flere studier tyder dog på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Nogle undersøgelser viser tværtimod, at mennesker med angst kan have sværere ved præcist at vurdere ændringer i deres åndedræt. Små signaler overses, mens større ændringer pludselig opleves meget kraftigt.
Forskerne foreslår derfor, at problemet ikke nødvendigvis er en øget følsomhed, men snarere en mindre præcis fortolkning af kroppens signaler.
Hvis hjernen har svært ved at skelne mellem almindelige variationer og reelle trusler, kan det skabe usikkerhed. Og usikkerhed er ofte en central drivkraft i angst.
Når forventningen skaber reaktionen
Et af de mest interessante fund inden for angstforskningen er, at forventningen om åndedrætsbesvær i sig selv kan aktivere kroppens alarmsystem. I eksperimenter har forskere vist, at mennesker kan udvikle stressreaktioner blot ved at forvente, at det snart bliver sværere at trække vejret.
Puls, svedproduktion og muskelspænding stiger før der sker nogen reel ændring i vejrtrækningen. Det fortæller noget vigtigt om hjernens måde at fungere på. Hjernen reagerer ikke kun på det, der sker lige nu. Den reagerer også på det, den forventer vil ske.
Derfor kan tidligere oplevelser med angst få kroppen til at gå i alarmberedskab, allerede når bestemte kropslige signaler opstår.
Hvorfor åndedrættet er interessant i arbejdet med angst
Forskningen peger på, at åndedrættet ikke blot er en konsekvens af angst. Det er også en mulig vej til at påvirke den. Når mennesker lærer at observere og regulere deres åndedræt, sker der mere end blot en ændring i luftstrømmen til lungerne. Der opstår samtidig en mulighed for at ændre forholdet til kroppens signaler.
Mange former for åndedrætsarbejde kan derfor forstås som en træning i at registrere kropslige fornemmelser uden automatisk at fortolke dem som farlige. Set fra dette perspektiv handler arbejdet med åndedrættet ikke kun om afslapning. Det handler også om at udvikle større fortrolighed med kroppens naturlige variationer og signaler.
Et nyt perspektiv på angst
Nyere forskning peger på, at angst ikke alene er et resultat af bekymrede tanker eller et overaktivt nervesystem. Angst opstår ofte i samspillet mellem kroppen og hjernen. Åndedrættet spiller en central rolle i dette samspil, fordi det både påvirker og påvirkes af den måde, mennesker oplever deres indre tilstand på. Jo bedre forståelse man har for kroppens signaler, desto lettere kan det blive at skelne mellem ubehag og fare.
Det er måske en af de vigtigste indsigter fra dette review om angst og åndedræt: At vejen til større ro ikke nødvendigvis handler om at undgå kroppens signaler, men om at lære dem bedre at kende.
Reference;
Paulus 2013
